En 64-årig læge er tirsdag formiddag blevet stukket med kniv i København.

»Han er i kritisk tilstand og bragt til behandling,« oplyste Københavns Politi tirsdag formiddag.

Det er i en opdatering på Twitter, at politiet nu går ud med oplysningen om, at den 64-årige mand, der er blevet stukket med en kniv, er læge.

Lægen var på hjemmebesøg, da knivstikkeriet fandt sted, oplyser politiet.

Samtidig skrives det, at lægen fortsat er i kritisk tilstand.

På Twitter kort efter kl. 10 skrev politiet, at man var til stede på gerningsstedet ved Holmbladsgade på Amager, der derfor var spærret i begge retninger.

En 30-årig formodet gerningsmand er allerede blevet anholdt.

Holmbladsgade tirsdag formiddag.
Holmbladsgade tirsdag formiddag. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Intet tyder umiddelbart på, at knivstikkeriet er banderelateret,« lød det fra Københavns Politi tirsdag formiddag.

Opdateringen fra politiet lyder på følgende måde:

'Den forurettede ved knivstikkeriet i Holmbladsgade er fortsat i kritisk tilstand. Der er tale om en mandlig læge, der blev stukket med kniv under et hjemmebesøg. Den formodede gerningsmand blev anholdt umiddelbart efter og fremstilles i grundlovsforhør onsdag formiddag.'

Politiet har tidligere oplyst, at Holmsbladsgade nu er genåbnet, efter man i løbet af formiddagen var massivt til stede.

B.T. følger sagen