En kvinde på 62 år blev fredag aften anholdt og sigtet for at have stukket et familiemedlem ned med kniv.

Det var fredag klokken 19:30, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rykkede ud til en privat adresse i Karrebæksminde.

Det skriver TV ØST.

På adressen havde den 62-årige kvinde ifølge politiet stukket en person ned med en kniv.

»Der er tale om et nært bekendtskab, noget familie. Kvinden, der var knivfører, ramte vedkommende omkring halsregionen,« fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ove Kristoffersen, til TV ØST.

Personen, der blev ramt af knivstikket, kom dog ikke alvorligt til skade.

Motivet til knivstikkeriet er indtil videre ikke oplyst.

Den anholdte kvinde vil senere lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør.