Nogle gange slår hjemmebag og søde sager bare ikke til.

En nu 62-årig kvinde havde taget en medgerningsmand og en totenschlæger med sig, da hun 24. oktober ankom til en adresse i det sydøstlige Odense.

Klokken var cirka 13.20, og ifølge den nu 62-årige kvinde var årsagen til hendes besøg, at hun ville have 800 kroner, som hun havde lånt til en mand, tilbage.

Penge, som manden nægtede at udlevere.

Det forklarede hun torsdag under et retsmøde ved Retten i Odense, hvor hun blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for ulovlig tvang og tyveri.

Under besøget 24. oktober havde kvinden brugt vold og trusler om vold til blandt andet at tvinge manden til at putte genstande af værdi i en pose.

Hun skubbede ham, slog ham i ansigtet med flad hånd og slog ham flere gange på kroppen med en totenschlæger, som er en kort knippel med et blylod i enden.

Alt det erkendte hun i retten, ligesom hun erkendte, at hun havde truet med at klippe fingrene og tæerne af manden, hvis ikke han tilbagebetalte de 800 kroner, som han havde lånt af hende.

Hun og medgerningsmanden havde også frataget ham et tv, en mobiltelefon, en støvsuger og en pung med betalingskort og sygesikringskort, hvorefter hun forlod stedet med genstandene.

Det erkendte hun også i retten.

I anklageskriftet mod kvinden var hun ud over forsøg på ulovlig tvang og ulovlig besiddelse af totenschlægeren tiltalt for røveri.

Sidstnævnte nægtede kvinden.

Røveriet blev den 62-årige kvinde også frifundet for, da retten ikke fandt det bevist, at hun havde udøvet vold og trusler med egen vinding for øje.

Både den 62-årige kvinde og manden, hun i oktober havde truet med at klippe tæerne af, afgav forklaring i retten.

Her kom det blandt andet frem, at de havde været venner i nogle år. Ifølge kvinden havde hun kun medbragt en totenschlæger, fordi hun var bange for, hvordan manden skulle reagere, når hun bad om at få sine penge tilbage.

Alligevel havde hun altså brugt den mod manden.

Kvinden er tidligere straffet for butikstyveri, hvilket havde betydning for dommen. Hun bad om betænkningstid i forhold til, om hun har tænkt sig at anke sagen.