En 60-årig kvinde blev noget overrasket, da der pludselig lå en fremmed mand i hendes have søndag aften.

Han havde lagt sig til at sove i græsset, og da hun i flere minutter havde forsøgt at vække ham uden held, kontaktede hun politiet.

Dog skulle det vise sig, at det heller ikke var helt let for de betjente, der mødte op på adressen omkring klokken 20.30, skriver TV2 Østjylland.

»Manden blev meget aggressiv, gjorde modstand og råbte forskellige skældsord efter betjentene,« siger Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til mediet.

Den 43-årige mand, der havde valgt kvindens have at sove sin alkohol-rus ud i, virkede først rolig, indtil betjentene tog fat i ham.

Manden blev efter episoden anholdt og kørt med på stationen i Aarhus.

Her tilbragte han nogle timer, før han blev løsladt.

Nu er han sigtet for at hindre politiets arbejde og fornærme betjentene.