Syd- og Sønderjyllands Politi har nu sigtet chaufføren for den gylletransport, der 15. august 2025 kolliderede med et tog ved Bjerndrup i Sønderjylland.
Ulykken kostede en 60-årig kvinde livet, og flere blev såret.
Chaufføren, en 63-årig mand, er sigtet for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og forsætlig fareforvoldelse, samt for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at udvise agtpågivenhed ved passage af en jernbaneoverskæring.
Det var et DSB-tog, der kørte mellem Kliplev og Tinglev, som ramte gylletransporten i forbindelse med ulykken.
Foruden den dræbte kvinde var to i kritisk tilstand efter ulykken, mens mere end 20 blev sårede.
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.
Det har tidligere været fremme, at den nu sigtede chauffør også kom alvorligt til skade i ulykken. Begge hans ben blev efterfølgende amputeret over knæene.

