Ifølge sigtelsen stak en 59-årig mandlig beboer ikke bare en kvindelig sagsbehandler i halsen med en kniv, da hun onsdag blev overfaldet ud for et botilbud i Hammel.

Han tog også forinden kvælertag på hende og slog hende flere gange i ansigtet.

Det skriver Østjyllands Politi i sin seneste døgnrapport.

»Kvinden fik en pulsåreblødning ved knivstikket og var i livsfare. Hendes tilstand torsdag morgen er fortsat alvorlig – men stabil,« lyder det.

Den 59-årige mand er torsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør.

Her er han sigtet for forsøg på manddrab over for en person under udførelse af offentlig tjeneste.

Det var onsdag omkring kl. 11, at overfaldet fandt sted ved et botilbud for psykisk sårbare på Jagtvej i Hammel.

Politiet rykkede ud med flere patruljer og anholdt efter få minutter den formodede gerningsmand, den 59-årige mand, der er beboer på stedet. 

»Der venter os fortsat et større efterforskningsarbejde med at få klarlagt, hvad der er gået forud for overfaldet – men der er ingen tvivl om, at der er tale om en meget alvorlig sag,« lød det onsdag fra fungerende vicepolitiinspektør Bolette Høy.