Den 59-årige Per Schipper Jespersen fra Møn er tirsdag dømt skyldig i drabet på sin samlever.

Det skete ved retten i Nykøbing Falster.

Den afdøde kvinde nåede at blive 50 år og blev den 10. marts sidste år fundet død og forsøgt brændt på gårdspladsen til en ejendom på Vestmøn. Det skriver SN.dk.

Den dømte påstår, at en eller flere andre personer må have været til stede på ejendommen og dræbt kvinden, mens han selv lå og sov.

Han var bedøvet af beroligende medicin, forklarer han.

Tidligere samme aften var han vågnet og havde forsøgt at slå sig selv ihjel med kniv og et luftgevær. En episode, der ifølge Per Schipper Jespersen, udspillede sig kort før de første politibetjente ankom til stedet.

Dog fortæller en af betjentene, der var på stedet, at den dømte var vågen og havde fortalt, at han havde kvalt eks-kæresten og sat ild til hele huset.

På det tidspunkt stod det ikke klart, at kvinden var død af kvælning. Per Schipper Jespersen var altså den eneste, der kendte til denne oplysning på det givne tidspunkt.

Politiets formodning var på det tidspunkt, at kvinden var blevet skudt.

Det var netop denne information, der fik domsmandsretten til at erklære ham skyldig og idømme ham 12 års fængsel.

Udover fængselsstraffen blev Per Schipper Jespersen også dømt til at betale 100.000 kroner i erstatning til den dræbte kvindes datter.

Han valgte at tage betænkningstid med hensyn til at anke.