Syd- og Sønderjyllands Politi har lørdag anholdt en 59-årig mand, der er mistænkt for at have påsat en brand i en etageejendom i Bramming.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet modtog anmeldelsen om branden lørdag klokken 15.50.

- Det brændte i en af lejlighederne, og på grund af røgudvikling kunne øvrige beboere ikke komme ud af bygningen.

- Sydvest Brandvæsen var til stede både i forhold til slukning af branden og med røgdykkere til evakuering af beboere i de øvrige lejligheder, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i meddelelsen.

Der er ingen tilskadekomne i forbindelse med branden.

Politiet fandt efterfølgende indikationer på, at branden var påsat.

Den 59-årige mand, der er fra Haderslev Kommune, blev anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse.

Der er endnu ikke taget stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør søndag.

Politiets undersøgelser på stedet fortsætter nogle timer endnu, oplyses det.

- Alle beboere i ejendommen - med undtagelse af beboeren i den lejlighed, hvor branden er opstået - kan vende tilbage til deres lejligheder, når politiets arbejde er slut, lyder det i meddelelsen.

Har man oplysninger, der kan hjælpe politiets efterforskning, kan man kontakte politiet på telefon 114.

RITZAU