En 59-årig mand erkender grov vold mod en sagsbehandler i Hammel og varetægtsfængsles i fire uger.

Det oplyser anklager Birgitte Ernst.

Overfaldet fandt sted foran et botilbud for psykisk sårbare, hvor manden er beboer, har politiet oplyst.

Det fremgår ikke, om de to havde et forudgående kendskab til hinanden.

Han skal dog sidde fængslet i en almindelig arrest. Dommeren fandt, at der er en særligt bestyrket mistanke om, at han har udøvet grov vold. Han fængsles ikke for drabsforsøg.

Ifølge dommeren er der dog alligevel en begrundet mistanke om, at han er skyldig i drabsforsøg. Den sigtede nægter sig skyldig i at have forsøgt at dræbe sagsbehandleren.

Manden har ikke kæret kendelsen.

Alarmen om overfaldet på botilbuddet på Jagtvej lød lidt efter klokken 11.00.

Politiet rykkede ud med flere patruljer og anholdt efter få minutter den formodede gerningsmand.

Grundlovsforhøret, som har fundet sted torsdag, foregik bag lukkede døre. Derfor kendes sagens nærmere detaljer ikke.

Torsdag morgen oplyste politiet, at kvindens tilstand fortsat er alvorlig - men stabil.

Ifølge sigtelsen tog den 59-årige kvælertag på kvinden og slog hende før knivstikket.

- Kvinden fik en pulsåreblødning ved knivstikket og var i livsfare. Hendes tilstand torsdag morgen er fortsat alvorlig, men stabil, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

RITZAU