Den 58-årige mand, der er mistænkt for drabet på en 34-årig mand i Rådhusparken, bliver nu varetægtsfængslet.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Manden bliver varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig og kærer kendelsen.

Grundlovsforhøret, der gik i gang 13:30 fredag, foregik bag lukkede døre, og derfor ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt, skriver de på Twitter.

Den 58-årige mand blev anholdt sent torsdag aften og er mistænkt for at have dræbt den 34-årige mand, der blev fundet død i Rådhusparken i Aarhus torsdag.

B.T. Aarhus var til stede ved grundlovsforhøret, inden dørene blev lukket.

Her blev den mistænkte ført ind i retssalen og var iført klipklapper og havde et hvidt tæppe om sig.

I retten kom det frem, at manden blev anholdt torsdag klokken 23.15, og at han er mistænkt for at skulle have kvalt den 34-årige mand til døde.

Derudover kom det frem, at der mangler et muligt drabsvåben.

Politiet har tidligere efterlyst eventuelle vidner til dødsfaldet i Rådhusparken. Det sker da efterforskningen stadig er i et tidligt stadie.

Politiet oplyste fredag, at man fortsat mangler at finde ud af præcist, hvordan den 34-årige døde, og hvor længe han har ligget i Rådhusparken.

Politiet vil derfor gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set noget mistænkeligt i området fra onsdag aften til torsdag ved middagstid.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Opdateres …