En 56-årig mand, der den 14. september var udsat for et voldeligt overfald i sit hjem i Grådybet i Esbjerg, er nu død.
Manden blev efter hændelsen fundet svært tilskadekommen i sin lejlighed og bragt til sygehuset.
Ved du noget om sagen, så tip B.T. på: sebj@bt.dk
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Efter omkring en måned på sygehuset døde manden søndag aften.
Der skal nu foretages en obduktion for at fastslå dødsårsagen.
Det var straks efter anmeldelsen af overfaldet, at politiet indledte en efterforskning, som førte frem til to personer.
De to personer blev 15. september fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i et lukket grundlovsforhør sigtet for grov vold.
Der var tale om en 43-årig mand og en 42-årig kvinde.
Desuden ledte efterforskningen også til en 31-årig mand, som ligeledes blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtfængslet.
Senere er den 42-årig kvinde blevet løsladt, selvom hun fortsat er sigtet i sagen.
Mandens død har givet Syd- og Sønderjyllands Politi anledning til at vurdere, hvorvidt de sigtede personers sigtelser skal ændres.