Sydøstjyllands Politi rykkede fredag morgen klokken 08.25 ud til Århusvej i Galten, hvor en 56-årig mandlig cyklist var blevet påkørt af en lastbil.
I forbindelse med uheldet afgik den 56-årige mand ved døden.
Det skriver politiet via Politi Update.
De pårørende er underrettet.
En bilinspektør er tilkaldt for at lave en undersøgelse af uheldet, der skal klarlægge omstændighederne.
Århusvej i den østjyske by er spærret af på ubestemt tid, mens undersøgelser foregår.
Politiet opfordrer til, at man finder en alternativ rute, hvis man skal via den strækning.
Del:
