Tirsdag formiddag er en 56-årig mand død efter en ulykke nord for Skive.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi til TV Midtvest.

Den 56-årige var ifølge mediet ved at fælde et træ på en privat grund, da han fik træet ned over sig og døde på stedet.

De pårørende er underrettet.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jeppe Holgersen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

»Han har været alene derude, og vi kan så konstatere, at han er blevet ramt af et træ under en træfældning,« siger vagtchefen.

Politiet oplyser, at fældningen er foregået på en privat grund - der er dog ikke tale om mandens egen have.

Vagtchefen understreger, at der ikke er tale om et arbejdsforhold, men meget mere ved politiet endnu ikke om omstændighederne.

Det skyldes særligt, at der ikke umiddelbart er vidner til ulykken.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.05 tirsdag formiddag om, at en mand lå fastklemt under et træ - han stod dog ikke til at redde, da politiet ankom til stedet.