Politiet i Nordsjælland efterforsker lige nu en sag i Tilsvildeleje, hvor en 55-årig kvinde er fundet død efter knivstik.

Det skriver politiet på Twitter.

Kvinden er blevet fundet på Pyramidestien i Tisvildeleje. Det er et område med hovedsagelig sommerhuse.

Politiet fik anmeldelsen om sagen klokken 8.27 mandag morgen, og lige siden har man været i gang med efterforskningen i sagen.

Politiet oplyser, at en 21-årig mand er anholdt i sagen. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag klokken 8 i Retten i Helsingør, lyder det i en opdatering fra politiet.

Den 21-årige mand, der har en 'familiemæssig relation' til kvinden, blev anholdt umiddelbart efter, kvinden blev fundet.

Politiet er fortsat i fuld gang med at efterforske sagen og er derfor talstærkt i området.

I en opdatering skriver Nordsjællands Politi, at de ikke har yderligere kommentarer til sagen.

B.T. følger sagen ...