En 53-årig mand er omkommet i en bilulykke nær Brande.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til B.T.

Vagtchef Jens Claumarch oplyser, at man fik anmeldelsen klokken 21.20. Politi, redning og brandvæsen rykkede ud, hvor man kunne konstatere, at manden var omkommet.

»Han er kørt af vejen, ud på en mark, hvor bilen har ramt et træ. Den bryder så i brand, hvor føreren omkommer. Han var død på stedet,« siger Jens Claumarch.

Det er endnu ikke til at sige, hvad der præcis har forårsaget ulykken.

En fætter til føreren kørte bagved, da ulykken indtraf. Det er fætteren, der har forklaret, at bilen kørte af vejen og ind i et træ.

Føreren har formentlig kørt et sted mellem 70 og 80 kilometer i timen.

De pårørende er underrettet.

For at fastslå nærmere, hvad der er sket, skal den afdøde nu obduceres. Politiet vil onsdag tage en beslutning i forhold til, hvordan man går videre med sagen.