En 53-årig mand, der torsdag blev fundet livløs på bunden af et bassin i  svømmehallen i Vamdrup, er afgået ved døden.

Det skriver JydskeVestkysten, der har oplysningen fra Sydøstjyllands Politi. 

Manden døde søndag aften klokken 19.45 på Kolding Sygehus. 

Der blev torsdag tilkaldt en redningshelikopter, men sundhedspersonalet valgte at fragte manden til Kolding Sygehus i ambulance.

I den forbindelse sagde vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi til B.T.:

»Vi har konstateret, at der ikke er sket noget mistænkeligt eller foregået noget svigt. Der er tale om en ulykke.«