Som kasserer har man som bekendt adgang og oversigt over et firmas penge – og det udnyttede en 52-årig kasserer til egen fordel.

Mandag blev han af retten i Tønder idømt seks måneders betinget fængsel for underslæb.

Det skriver JydskeVestkysten.

Den dømte var kasserer i en forening i perioden 2012–2016.

Ifølge JydskeVestkysten forklarede han i retten, at han ved forbrydelsens begyndelse havde mistet sit job og en fast månedsløn på 60.000 kroner.

Af den grund besluttede han at overføre foreningens midler til sig selv. Dog kun som lån – han havde tænkt sig at betale pengene tilbage, forklarede han.

Det samlede underslæb blev vurderet til lidt over 154.000 kroner.

Om hans forklaring om at betale tilbage hele tiden har været planen, vides ikke.

Ikke desto mindre havde han betalt 120.000 kroner af pengene tilbage – takket være en gevinst hos DanskeSpil. Det talte også til tiltaltes fordel, idet straffen på seks måneders betinget fængsel blev mildere, end anklageren havde ønsket.

Det var banken, der gjorde foreningen opmærksom på uregelmæssigheder, hvorfor kassereren, der på det tidspunkt var stoppet, blev anmeldt.

Og i dag, mandag, fik foreningen hold i sagen og rettens ord for, at de resterende penge skal tilbagebetales, skriver JydskeVestkysten.