En brand i en lejlighed i Rødding ved Skive koster 52-årig kvinde livet. Politiet mistænker røgforgiftning.
Holstebro. En 52-årig kvinde mistede lørdag livet efter en brand i en lejlighed i Rødding ved Skive. De pårørende er underrettet.
Det oplyser vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi får anmeldelsen 09.14 i formiddag. Der er brand i en lejlighed, og en kvindelig beboer er formentlig omkommet på grund af branden, siger han.
Der var ikke andre til stede i lejligheden, hvor kvinden boede alene.
Der har været brandteknikere på stedet, men de har lørdag først på aftenen endnu ikke fundet årsagen til branden.
Umiddelbart er der ingen tegn på, at branden skulle være påsat, fortæller Carsten Henriksen.
/ritzau/