En 52-årig mand er dømt skyldig i bedrageri, som han udførte via sit job som handicaphjælper.

»Det er en alvorlig sag, at en handicaphjælper bedrager den person, han er hjælper for, og som han har opbygget et tæt tillidsforhold til,« siger anklager Karina Winther Juhlin:

»Jeg er tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at gerningsmanden skulle dømmes for bedragerierne,« siger anklager Karina Winther Juhlin.

Straffen blev på 10 måneders betinget fængsel, da sagen blev afgjort ved Retten i Odense.

Det var over en fireårig periode, at den 52-årige udførte bedrageriet over for den person, han var handicaphjælper for. Og det skete ad to spor.

Han var for det første tiltalt for at have snydt sig til cirka 330.000 kroner ved at påstå, at den forurettede skyldte ham penge for især bilreparationer. For det andet var han tiltalt for at have snydt sig til cirka 320.000 kroner ved at få den forurettede til at registrere timer, som han slet ikke var berettiget til betaling for.

Den 52-årige mand nægtede sig i retten skyldig. Og begrundede det med, at han havde lagt penge ud for bilreparationer, som han skulle have tilbage.

Han blev dog dømt for alle anklagepunkter – 'for henholdsvis et ukendt beløb, der overstiger 10.000 kroner samt et større ukendt beløb', som det lyder i en pressemeddelelse fra Fyns Politi.