En mand kvalte sin samlever på hendes adresse 29. januar.
Herefter parterede den 51-årige liget, som han forsøgte at gemme i huset og haven. Nu er der rejst tiltale i sagen.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge anklageskriftet kvalte manden sin samlever, en 43-årig kvinde, på hendes adresse i Malling, en lille by syd for Aarhus.
I sigtelsen fremgår det, at manden parterede liget med en sav og gemte ligdele i huset, mens andre dele blev gravet ned i haven.
Og efter at han havde forsøgt at gemme liget, meldte han hende savnet 2. februar.
Allerede samme dag blev han dog anholdt og sigtet for drabet, da politiet fandt kvinden død på hendes bopæl.
»Den 51-årige erkendte i grundlovsforhøret drabet, og min forventning er, at der bliver tale om en tilståelsessag. Det er naturligvis en voldsom sag, og nu skal retten bestemme, hvilken straf tiltalte skal idømmes,« siger specialanklager Jesper Rubow.
Sagen er endnu ikke berammet i retten, skriver Østjyllands Politi.


