En 51-årig mand med somalisk baggrund er natten til onsdag blevet stukket ihjel med en kniv.

Han blev fundet med knivstik i brystet i en lejlighed i Bispeparken i det nordvestlige København, oplyser politiet.

»Vi fik en anmeldelse klokken 03.53 om et knivstikkeri i Bispeparken i Københavns Nordvestkvarter,« siger vagtchef Kristian Aaskov om hændelsen.

»Fire personer, der opholdt sig i lejligheden, er blevet anholdt, men vi har ikke noget gerningsvåben,« siger vagtchefen.

Politiet kan på nuværende tidspunkt heller ikke sige, hvem der står bag drabet.

Efterforskere og teknikere befinder sig i lejligheden for at foretage undersøgelser af det formodede gerningssted.

Politiet kan ikke oplyse noget om de anholdtes forbindelse til den dræbte.

Bispeparken ligger mellem Bispebjerg Hospital og Bispebjerg Kirkegård i København.

/ritzau/