Politiet efterlyser en navngiven 38-årig mand i forbindelse med et drab i Herning.

En 51-årig mand er tirsdag fundet dræbt i sit rækkehus i Lupinens Kvarter i Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kort før klokken 09.00 tirsdag morgen fik politiet en henvendelse fra en af den 51-åriges bekendte. Vedkommende var bekymret, fordi det ikke var muligt at komme i kontakt med ham.

Da politifolkene nåede frem til adressen, fandt de den 51-årige død.

- Omstændighederne omkring liget gør, at politiet formoder, der er tale om et drab og efterlyser nu en 38-årig mand, der sættes i forbindelse med drabet, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Den efterlyste er Sam Alimalayeri, der beskrives som 157 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort mørkt hår.

Han formodes at være iført sort- eller blåstribet sommerhat, mørkeblå jakke, grønne bukser, sorte NIKE-sko og har formentlig skægstubbe. Håret stikker ud under hatten.

/ritzau/