En 50-årig mand er natten til fredag blevet anholdt, efter han ifølge politiet truede sine tidligere kolleger med både en kniv og et boldtræ.

Manden var torsdag eftermiddag dukket op på sin tidligere arbejdsplads i Holbæk - og med sig havde han taget en kniv og et boldtræ. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Den tidligere ansatte truede derefter angiveligt personalet verbalt på livet med, at 'de kunne risikere at blive lemlæstede, og at de ikke kunne føle sig sikre'.

Efter manden havde forladt stedet igen, kontaktede hans tidligere arbejdsgiver politiet, som hurtigt kørte til stedet og fik beroliget de ansatte, der kunne fortælle, hvem manden var.

'Han havde faktisk været på stedet ca. 14 dage tidligere, hvor han også havde truet personalet på livet og medtaget effekter fra stedet uden tilladelse', skriver politiet i sin døgnrapport.

Politiet iværksatte straks en eftersøgning af manden, der kommer fra Præstø, og med hjælp fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev han anholdt på sin bopæl natten til fredag.

'I forbindelse med anholdelsen var han truende over for det tilstedeværende politipersonale, således at han også vil blive sigtet for trusler mod politiet', oplyser politiet.

Den anholdte mand skal fremstilles i grundlovsforhør klokken 13:00 ved Retten i Holbæk. Han er sigtet for to tilfælde af trusler og to tilfælde af tyverier på/fra sin tidligere arbejdsplads, samt trusler mod politiet i forbindelse med anholdelsen.