En 50-årig mand nægter sig skyldig i anklagen om at have voldtaget en 89-årig kvinde i Randers tilbage i september 2015.
Det fremgår, da retssagen om den mere end ti år gamle voldtægt onsdag er indledt i Retten i Randers.
Den tiltalte, der senere onsdag får mulighed for at udtale sig i sagen, er iført en sort hættetrøje. Han er kronraget og har mørkt fuldskæg.
Hans advokat, Nicolai Berg, oplyser ved retsmødets begyndelse, at hans klient nægter sig skyldig.
Det gælder både voldtægten og fire andre forhold, manden er tiltalt for.
Han skal blandt andet have beluret forskellige personer i intime situationer og lavet optagelser af det.
Den 89-årige kvinde døde cirka et halvt år efter hændelsen, der fandt sted ved hendes bolig i Over Fussing i det nordvestlige Randers.
Kvinden blev ifølge anklageskriftet fastholdt i et halsgreb, slæbt ud af boligen og lagt på et græsareal.
Her skal hun være blevet voldtaget, mens hun blev fastholdt og holdt for munden.
Kvinden pådrog sig flere skader ved voldtægten.
Sagen var uopklaret, indtil Østjyllands Politi i februar sidste år fik et gennembrud ved hjælp af en ny DNA-metode kaldet slægtskabssøgning.
Den giver mulighed for at søge efter et match på personer, der er nært beslægtet med den formodede gerningsperson.
Eksempelvis et barn eller en forælder til personen.
Metoden er de senere år blevet brugt i forbindelse med opklaring af flere uopklarede sager om drab og voldtægt.
Blandt andet i sagen om Hanne With, der blev dræbt nytårsnat 1990.
34 år senere blev en 54-årig mand i sommeren 2024 idømt fængsel i 11 år og seks måneder for drabet.
Retten i Randers har afsat seks dage til behandling af sagen, og der forventes at falde dom i slutningen af april.
/ritzau/
