Et par uheldige episoder med pirattaxier har ramt Aarhus i løbet af weekenden.

En person blev udsat for grov vold, mens en anden mistede tusindvis af kroner.

Det fremgår af døgnrapporten for søndag hos Østjyllands Politi.

I det ene tilfælde tog en 49-årig mand en pirattaxi ved Lystrup-hallen klokken 5 natten til søndag. Han ønskede at blive kørt til Risskov.

Det valgte chaufføren dog at ignorere. Og herfra udviklede sagen sig voldsomt.

'I stedet satte manden bag rattet kurs mod Hornslet, og det fik den 49-årige til at protestere og bede om at blive sat af. Føreren svarede, at han skulle 'lukke røven', hvorefter han tog et aluminiumsbat frem og bankede enden af det ind i hovedet på passageren flere gange,' skrives det i døgnrapporten.

Den 49-årige formåede ikke længe efter at flygte fra taxien.

Politiet blev siden kontaktet, og her fandt man frem til en 27-årig mand, som nu er sigtet for grov vold i sagen.

I et andet tilfælde valgte en 35-årig mand at benytte sig af en pirattaxi.

Han ankom i modsætning til den forrige mand til den rette adresse. I dette tilfælde i Viby. Her forsøgte den 35-årige først at betale med sit Visa-kort, som blev afvist nogle gange.

Det fik manden til forsøge med sit MasterCard, som han betalte turen med.

Men da han senere i løbet af søndagen tjekkede sin bankbeholdning, kunne han konstatere, at han ikke havde betalt for turen til Viby.

I stedet var både hans Visa- og MasterCard-konto blevet lænset for tusindvis af kroner.

Derfor går politiet nu ud med en efterlysning af manden, som førte taxien. Han beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende, lys hud
  • Ca. 25-35 år
  • Ca. 175-180 cm høj
  • Kort, sort hår
  • Talte dansk med accent

De to episoder får nu politiet til at gå ud med en alvorlig opfordring.

'Østjyllands Politi opfordrer til, at man sørger for at finde ud af, hvordan man kommer hjem fra byen, inden man tager af sted. Få en til at hente dig, tag et offentligt transportmiddel eller en rigtig taxi. Der er flere eksempler på, at det kan gå galt, når man sætter sig ind i en pirattaxi.'