En 49-årig mand blev søndag morgen dræbt i en voldsom trafikulykke på Køge Bugt Motorvejen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.
Ulykken skete i sydgående retning fra Avedøre mod Køge mellem afkørsel 29 Greve S og Karlslunde.
Vagtchef Mikael Rahn fortæller, at det var en forbipasserende bilist, der så bilen ligge på taget og slog alarm klokken 06.44.
»Vi mangler stadig vidner, der har set ulykken ske. Hvis man har det, vil vi meget gerne høre fra de pågældende,« siger Mikael Rahn.
Derfor ved politiet heller ikke endnu, hvad der er årsagen til ulykken.
Politi, redningsmandskab og en bilinspektør arbejder i skrivende stund på ulykkesstedet.
Det skaber en del kø fra afkørsel 29 Greve Syd.
»Trafikken er voldsomt udfordret lige nu,« lyder det fra vagtchefen, som tilføjer, at bilinspektøren vil arbejde i hvert fald en times tid endnu.
Ifølge Vejdirektoratet er der lige nu kun et spor farbart.
Den dræbte mand er fra Ringsted, og hans pårørende er underrettet.
Har du set noget, der kan hjælpe politiet, vil de rigtig gerne høre fra dig på telefon 1-1-4.
