Den 49-årige mand, som fredag eftermiddag blev ramt af skud i Ishøj, er afgået ved døden.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi på X.

En mand er anholdt og sigtet i sagen og sidder varetægtsfængslet frem til 30. oktober.
Skudepisoden fandt sted på Industriskellet 4 omkring klokken 14 fredag.
På adressen ligger Ishøj Mevlana Moské, men selve skyderiet fandt ikke sted inde i selve moskeen, oplyste Christian Rønnoe, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, fredag til B.T.
Derudover fortalte han også, at tre personer var blevet anholdt i forbindelse med sagen – hvoraf den ene havde meldt sig selv.

Lørdag blev en 39-årig mand, der er sigtet for at stå bag skyderiet, fremstillet i grundlovsforhør.
Her erkendte han, at han havde skudt den 49-årige mand, men hævdede, at han gjorde det i nødværge.
Den 39-årige blev varetægtsfængslet i fire uger.
Politiet har endnu ikke ændret sigtelsen, men det skal man tage stilling til, når man skal kigge på sagen, siger vagtchef i politikredsen Lars Guldborg søndag.

Politiet har tidligere oplyst, at man ikke vurderede, at skyderiet havde relation til bande- og rockermiljøet.
Anklager Caroline Sophia Tarrow forklarede, at den sigtede og offeret kendte hinanden, og at der havde været en konflikt mellem dem i mange år.
»De var begge to til fredagsbøn, og der møder de hinanden.«
Hvad konflikten mellem de to mænd handlede om, er uklart, sagde anklageren lørdag i forbindelse med grundlovsforhøret, hvor der blev nedlagt navneforbud for den sigtede.