En 49-årig mand er blevet indlagt på hospitalet, efter at han torsdag morgen er blevet stukket med en kniv i Vejle.

Det fortæller vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, der dog ikke kender mandens tilstand. Det er ligeledes uvist, hvor på kroppen den 49-årige er blevet stukket.

Politiet fik meldingen om knivstikkeriet torsdag klokken 8.18.

»Det er knivstik midt i byen. Vi er ved at finde ud af, hvad der er op og ned i det,« siger Carsten Thostrup.

En af mandens bekendte, en 47-årig mand, er blevet anholdt for knivstikkeriet. Han ventes at blive fremstillet for en dommer fredag med krav om varetægtsfængsling.

Carsten Thostrup fortæller, at politiet endnu ikke ved, hvorfor den 47-årige skal have stukket sin bekendte.

Han fortæller, at der nu kører en del undersøgelser – blandt andet af gerningsstedet – og politiet foretager afhøringer.

»Vi skal have afhørt en masse vidner, som måske har hørt og set noget,« siger Carsten Thostrup.

/ritzau/