I kølvandet på en alvorlig ulykke sent fredag aften er en 49-årig mand søndag over middag afgået ved døden.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Espen Godiksen til B.T. og tilføjer, at de pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.

»Nu er sagen overgået fra at været en færdselsulykke med personskade til en færdselsulykke med dødsfald, og det vil blive efterforsket hos os.«

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken kort før midnat fredag aften.

Den 49-årige mand var kommet gående ad Borups Allé, da han blev påkørt af en bil og kom alvorligt til skade.

Dagen derpå oplyste Københavns Politi, at der ikke umiddelbart var noget, der pegede på, at der var sket noget strafbart. Om dette stadig er tilfældet, vil vagtchef Espen Godiksen ikke udtale sig om søndag. Han henviser til den videre efterforskning.

Tidligere har politiet fastslået, at føreren af bilen ikke var påvirket af hverken alkohol eller stoffer, da ulykken fandt sted.

Ligeledes lød det, at personen ej heller havde kørt hasarderet.

Hør B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.