Søndag morgen klokken 05.34 var en 49-årig kvinde fra Holstebro på vej hjem med den pizza, hun netop havde afhentet.

Men da hun nåede ned ad Brotorvet, blev hun overfaldet af en kvinde, der tog pizzaen fra den 49-årige.

Det oplyser Mathias Sørensen, der er fungerende politikommissær hos lokalpolitiet i Holstebro, til TV Midtvest.

Den 49-årige kvinde gik videre, men kort efter blev hun igen overfaldet.

Denne gang af en anden kvinde, som udøvede vold i form af enten slag eller spark.

»Der er altså tale om røveri af pizzaen og vold imod anmelderen,« siger Mathias Sørensen, der beskriver sagen som »alvorlig«.

Politiet har endnu ikke noget signalement på de to kvinder, og politikommissæren opfordrer derfor vidner til at kontakte politiet, såfremt de har set noget.