En 31-årig litauer, som klokken 03.07 natten til søndag påkørte en 49-årig kvindelig cyklist, så hun mistede livet, har i et grundlovsforhør ved Retten i Svendborg fået opretholdt sin anholdelse i foreløbig tre gange 24 timer.

Det oplyser vagtchef Torben Jakobsen ved Fyns Politi til B.T.

Den voldsomme dødsulykke skete i krydset Dronningemaen og Vestergade i det nordlige Svendborg.

Kvinden kørte ad Dronningemaen frem mod krydset, da hun på tragisk vis blev ramt af ikke blot én men to biler umiddelbart efter hinanden.

Først blev hun strejfet og ramt bagfra af en taxi, så hun blev slynget af cyklen og ud på vejbanen.

Her kom en varevogn kørende med den 31-årige litauer bag rattet. Bilen ramte på mest tragiske vis kvinden. Påkørslen var så voldsom, at hun blev dræbt på stedet.

Både taxichaufføren og den 31-årige fører af varevognen blev umiddelbart efter anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab.

Indtil kort før grundlovsforhøret søndag eftermiddag var der lagt op til, at begge skulle fremstilles for en dommer.

Men Fyns Politi valgte at løslade chaufføren inden grundlovsforhøret.

»Men de begge er stadig sigtet for uagtsomt manddrab,« siger vagtchef Torben Jakobsen.

Litaueren er derudover også sigtet for at have kørt bil i hashpåvirket tilstand. En test på gerningsstedet viste, at han var påvirket.

Men i hvor høj grad afventer politiet nu resultatet af, og derfor blev anholdelsen af den 31-årige mand med dommerens kendelse i grundlovsforhøret opretholdt i tre døgn.