Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Tyveri fra personbil, Smørum. Tyveri fra personbil, Birkerød. Tyveri fra personbil, Stenløse. Tyveri fra personbil, Frederikssund … Alle sammen overskrifter fra denne uges døgnrapport fra Nordsjællands Politi.

Udfordringen med kriminelle, der ribber dyre biler for udstyr, fortsætter nemlig i politikredsen. Og siden årsskiftet har der allerede været omtrent ti håndfulde af den type sager.

Det viser de tal, som politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi netop har gennemgået.

I alt har der været 168 anmeldelser om tyverier fra personbiler. Heraf er 120 af dem sager, hvor dørene har været ulåst, eller hvor en rude er blevet smadret, fordi der har ligget iPads, minkpelse, dyre solbriller og lignende på bagsædet.

Men i 48 af sagerne er tyvene gået efter bilernes udstyr. Rat, navigationssystemer, airbags og lignende dyrt udstyr er simpelthen blevet hapset, fortæller politikommissæren til B.T.

27 af tyverierne er sket inden for den seneste uge. Og det er fortsat politiets mistænke, at det er organiserede kriminelle, der står bag.

»Det er en hypotese. Vi har endnu ikke noget at lægge os fast på, men det er det, vi har set før,« fortæller Henrik Sejer. Han fortsætter så:

»Jeg tror, der er tale om flere hold. Om de er koordinerede, ved jeg ikke, men vi kan se, at de tager biler i samme område i løbet af en nat.«

Geografisk set er tyverierne fordelt over hele politikredsen. Sådan var det også, da B.T. beskrev problematikken i december.

Her fortalte Bo Meincke, som er en af de bilejere, der har været udsat for indbrud, hvordan han havde oplevet at få stjålet udstyret fra sin BMW 420 hele to gange indenfor halvandet år.

Og Bo Meinckes BMW er langt fra alene om at være udsat for indbrud.

Det er nemlig særligt dyre biler som BMW og Mercedes, der er udsatte. Eksempelvis er et såkaldt m-rat fra en BMW i høj kurs i Østeuropa, hvor et sådant snildt kan indbringe op til 15.000 kroner.

Det var dette syn, der mødte familien fra Vangede for godt en måned siden.
Det var dette syn, der mødte familien fra Vangede for godt en måned siden.
Vis mere

I den seneste tid har det dog været biler fra folkevognsfamilien, der har været særligt hårdt ramt, fortæller Henrik Sejer. Omtrent haldelen af alle indbrud er således begået i biler som Skoda og VW.

Opfordringen til at holde godt øje med sin bil, gælder dog alle bilejere, lyder det fra Henrik Sejer.

Og særligt gælder det, hvis en lygtepæl på gaden pludseligt er ude af drift på grund af hærværk.

Det kan nemlig være, det er tyve, der står bag for at få lov til at arbejde i ro og mag i mørket. I hvert fald var det tilfældet i Smørum tirsdag aften.

»Derfor opfordrer vi til, at borgere kontakter os, hvis de kan se, en lygtepæl er slukket på grund af hærværk.«

Ligeledes opfordrer politiet bilejere, der har været udsat for indbrud, til at tjekke, om de eller naboen ligger inde med videoovervågning.

»Vi har brug for ethvert spor,« konstaterer politikommissæren og gentager så en mere generelt opfordring:

»Vi har rigtig meget brug for borgernes hjælp. Det er ikke vores normale vanekriminelle, der laver de her tyverier,« konstaterer politikommissæren.

Andre læser også