Senere på måneden skal en 48-årige pædagog fra Vestsjælland møde op i Retten i Roskilde i en alvorlig sag.

Her er han tiltalt for at have ageret dybt upassende og ulovligt over for en pige på under ti år.

Pigen var mandens elev på en skole i Vestsjælland.

I en periode på cirka halvandet år, hvor pigen var mellem otte og ni år gammel, har han ifølge et anklageskrift udsat hende for både grooming og blufærdighedskrænkelse.

Den 48-årige lærer tog ifølge politiet kontakt til pigen på WhatsApp, hvor han skrev, at hun var sød, at de var kærester, og at han gerne ville give hende gaver.

Her aftalte han også med hende, at de to skulle sende billeder af deres kønsdele til hinanden, og at 'hun skulle sende et billede af sin tissekone', som det fremgår i anklageskriftet.

Pædagogen, der er en etnisk dansk mand, er også sigtet for en række mere fysiske forhold, der er fundet sted på en skole i Vestsjælland.

Her er den midaldrende pædagog tiltalt for at kysse den lille pige på munden og beføle hende i skridtet, på numsen og brysterne uden på tøjet.

Han er ligeledes tiltalt for at have vist sin penis til pigen og i en anden situation at have lagt sig ovenpå hende og lavet samlejebevægelser.

Ifølge anklageskriftet begik manden disse ulovligheder med forsæt til at udsætte pigen for en seksualforbrydelse.

Anklagemyndigheden ønsker manden idømt en fængselsstraf, ligesom man også vil frakende ham retten til at beskæftige sig med børn under 18 år – både erhvervsmæssigt og fritidsmæssigt.

Det er uvist, hvordan den tiltalte vil stille sig til tiltalen, når sagen bliver indledt i byretten i Roskilde. Men da straffesagen efter planen skal afvikles som en domsmandssag, tyder det på, at han ikke umiddelbart kan erkende sig skyldig.