Mandag formiddag har Københavns Politi udsendt nye oplysninger om den 47-årige mand, der blev skudt i en bagelbutik på Frederiksberg søndag ved højlys dag.

Den 47-årige er fortsat i kritisk tilstand, men er uden for livsfare, oplyser Københavns Politi til B.T.

Efterforskningen af sagen fortsætter, og politiet hører gerne fra vidner, fortæller vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi.

»Vi efterforsker fortsat bredt, blandt andet om sagen har tilknytning til bandemiljøet, men det er for tidligt at drage nogen konklusioner. Vi har talt med en del vidner, og vi hører fortsat gerne fra borgere, der kan have viden om sagen,« siger han i en skriftlig kommentar.

Politiet er søndag til stede på Falkoner Allé på Frederiksberg, hvor en person er blevet ramt af skud.
Politiet er søndag til stede på Falkoner Allé på Frederiksberg, hvor en person er blevet ramt af skud.
Vis mere

Nærpolitiet er i dag til stede med patruljer og den mobile politistation ved Frederiksberg Centret og på Falkoner Allé, hvor skudepisoden fandt sted søndag.

Poltiiet opfordrer borgere, der føler sig utrygge eller har viden om sagen, til at komme forbi og få en snak.

Det 47-årige skudoffer er angivelig indehaver af en bagelbutik på Falkoner Allé, oplyste politiet søndag.

Københavns Politi fik anmeldelsen om skyderiet klokken 13.02.

Skudepisoden fandt sted lige i krydset ved Frederiksberg Centret og tæt på mange forskellige caféer, restauranter og butikker.

Gerningsmanden efterlyses fortsat, og han beskrives som:

  • Mørklødet
  • Cirka 23-25 år
  • Cirka 185 centimeter høj
  • Mørk jakke
  • Mørk halsedisse
  • Sorte handsker med gult i
  • Mørke sko