Siden mandag klokken 12 har ingen hørt fra Jon Jensen fra Strøby på Stevns.

Den 47-årige mand forlod sit hjem i nedtrykt tilstand, og Midt- og Vestsjællands Politi vælger nu at bede offentligheden om hjælp til at finde ham.

Han har efterladt sin telefon derhjemme, og de pårørende er bekymrede for, at der kan være sket ham noget.

Jon Jensen har ifølge politiet været nedtrykt, og han har givet udtryk for livslede. Han beskrives som 182 cm høj, kronraget, almindelig af bygning og lidt krumrygget.

Foto: Midt- og Vestsjællands Politi
Vis mere

Da han gik hjemmefra var han iført sortgrå fleecejakke med påskriften ”Jensen Tømrer og Snedkerfirma” og muligvis en sort bluse med samme tryk, sorte arbejdsbukser og sorte sikkerhedssko.

Han kørte i en varebil af mærket VW Transporter. Den er koksgrå og har registreringsnummer UM96592

Både politi og pårørende har ledt i lokalområdet siden i går uden at finde Jon Jensen. Der er heller ikke kommet nye oplysninger om, hvor han kunne opholde sig.

Oplysninger i sagen kan rettes til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114.