En mand, som politiet anholdt for at have dræbt en 47-årig mand i et rekreativt område ved Tune, er blevet løsladt.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi onsdag morgen efter et grundlovsforhør, som fandt sted tirsdag.

Forbrydelsen blev opdaget mandag morgen. Den 47-årige, der er fra Hvidovre, blev fundet dræbt af to skud på en parkeringsplads i Hedeland.

Natten til tirsdag blev en mistænkt anholdt i sagen, og i Retten i Roskilde blev der sent tirsdag holdt retsmøde, hvor en dommer skulle afgøre, om mistanken var begrundet, og om der kunne ske varetægtsfængsling.

Det endte med en løsladelse, oplyser politiets talsmand.

Den mistænkte er ifølge det regionale medie sn.dk en 49-årig mand fra Roskilde.

Han er tidligere dømt flere gange. Blandt andet har han solgt kokain, håndteret tyvekoster og udslynget trusler. I et tilfælde skal han have truet en person med en bue og pil, skrev sn.dk.

Artiklen opdateres...