En 46-årig mand er torsdag blevet skudt i benene i nærheden af Jerlev ved Vejle.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Lige nu er vi ved at afklare hændelsesforløbet, og hvad der er sket før, under og efter episoden, lyder det fra vicepolitiinspektør Jesper Engelund.
Politiet modtog anmeldelse klokken 13.24, og manden blev efterfølgende bragt til sygehuset. Mandens pårørende er underrettet, lyder det.
Efter skudepisoden flygtede gerningsmændene ifølge politiet i en hvid BMW X5.
Politiet efterlyser i den forbindelse borgere, der har set den pågældende bil mellem Jerlev og Bredsten inden klokken 14.00 torsdag.
Det oplyses ikke, hvor mange mistænkte der er tale om. Det lyder dog, at der endnu ikke er nogen anholdt i sagen.
Det lyder fra politiet, at der af hensyn til efterforskningen ikke kan gives yderligere oplysninger om blandt andet motivet bag forbrydelsen eller mandens tilstand.
/ritzau/
