En mand fra Vestjylland er blevet idømt en bøde på tre millioner kroner for at transportere smuglede cigaretter.
Han blev fundet skyldig i at have været med til at videretransportere mere end 3,5 millioner cigaretter, som andre personer havde indsmuglet til Danmark.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Derudover blev manden, der er 46 år, også dømt for at have forsøgt at transportere yderligere tre millioner cigaretter og have videresolgt nogle af de indsmuglede cigaretter.
For det blev han idømt fængsel i et år og ni måneder og en bøde på tre millioner kroner.
'Den 46-årige har været med til at snyde og forsøge at snyde statskassen for et meget stort afgiftsbeløb ved at transportere og videresælge et stort antal cigaretter, som han vidste var indsmuglet,' siger anklager hos Særlig Efterforskning Vest Mette Fladkjær i pressemeddelelsen.
'Det har retten vurderet skulle straffes med en længere, ubetinget fængselsstraf og en markant bøde,' tilføjer hun.
Den nu dømte mand blev anholdt den 13. marts i år, da Særlig Efterforskning Vest slog til i en koordineret aktion mod flere adresser i Jylland og anholdt i alt seks personer, som er sigtet for at have været en del af sagen.
Den 46-årige er den anden mand, der nu er blevet dømt i sagen. For fire måneder siden – i juni – blev en 52-årig mand dømt for at have transporteret nogle af cigaretterne i Danmark.
De øvrige personer skal have deres sag behandlet ved Retten i Randers til december.
Den 46-årige mand nægter sig skyldig.
Han har anket dommen med påstand om frifindelse.