En folkeskole i Viby i Jylland er tirsdag blevet evakueret, efter der opstod brand.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at ingen er kommet noget til som følge af branden.

Anmeldelsen tikkede ind hos Østjyllands Politi klokken 11.51 med meldingen om, at der var udbrudt brand på Vestergårdsskolen på Nordbyvej i Viby.

Skolen evakuerede ifølge politiet alle 450 elever – og ingen af dem kom altså til skade.

To pedeller blev kortvarigt behandlet på stedet for mulige gener fra røgen.

Skolen underretter selv forældrene til eleverne og forventer at genoptage undervisningen omkring klokken 13.

Der er umiddelbart tale om en mindre brand, som ikke har forvoldt skade på en større del af skolen. Brandårsagen er foreløbigt ukendt.