En far og hans søn er kvæstet, efter at de mandag morgen var involveret i en trafikulykke i Aalborg.

Den 45-årige mand kom kørende med sin 15-årige søn bag på motorcyklen, da der sker et sammenstød med en bil i krydset ved Ny Vibevej og Digtervejen.

Det bekræfter vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.

»Da de bliver påkørt af bilen, vælter motorcyklen, og i hvert fald manden kommer alvorligt til skade med brud flere steder,« siger han.

Manden er hårdt kvæstet med flere alvorlige brud i ansigtet, men han meldes uden for livsfare. Sønnen er sluppet mere nådigt fra ulykken, hvor han har fået en flænge i det ene ben.

Den 36-årige kvindelige bilist fik ingen skader i sammenstødet, der skete kort før klokken 09.00 mandag.

Det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre far og søn, da de modtager behandling på hospitalet.

»Vi har optaget en rapport og afhørt dem, vi kunne afhøre.

En bilinspektør har undersøgt stedet og køretøjerne,« siger Jess Falberg.

»Det tyder på, at nogen har overset en vigepligt.«

»Nu undersøger vi sagen nærmere, og så ser vi, om nogen skal sigtes i sagen,« siger han.

/ritzau/