En 45-årig mand er tirsdag blevet idømt fire års fængsel for at have begået to voldsomme røverier mod butikken Antik Blå, der ligger i Vintapperstræde i Odense.

De to røverier fandt sted 22. marts 2021 og 13. august 2021.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Ved røveriet truede den 45-årige mand to ansatte med et koben og beordrede dem at ligge sig ned. Derefter knuste manden montrerne i butikken for at få fat i smykker.

Ved det andet røveri havde den 45-årige mand taget en pistol med. Han tog ladegreb på våbnet. og truede de samme to ansatte, som igen måtte følge ordren. Også en tredje person blev truet med pistolen. Det oplyser anklager Jacob Thaarup til Ritzau.

Efter begge røverier cyklede den 45-årige mand efterfølgende fra stedet med tyvekosterne gemt væk i en taske.

Fyns Politi offentliggjorde i august fotos af den maskerede mand i håb om at få oplysninger i sagen fra vidner.

Godt tre uger efter det andet røveri blev manden så anholdt af politiet 1. september. Her opholdt han sig hos en bekendt i Horsens.

Manden udbad sig efter dommen betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.