Det så voldsomt ud, da en 45-årig mand fredag morgen fik et ildebefindende bag rattet.

Han kom kørende på Viborgvej i Limfjordsbyen Skive, da han tilsyneladende mistede bevidstheden.

Derfor kørte han i sin varebil ind i flere parkerede biler på en parkeringsplads ved en Circle K-tankstation og endte i et udstillingsvindue hos en bilforhandler.

Det fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

»Vi har en mistanke om, at han har fået et ildebefindende. Han blev genoplivet på stedet og fløjet med lægehelikopter til hjerteafdelingen på Skejby Sygehus,« fortæller vagtchefen.

Uheldet skete omkring klokken halv seks fredag morgen, og heldigvis var ingen andre trafikanter implicerede.

Der forlyder på nuværende tidspunkt intet om mandens tilstand. Det er også uvist, hvorvidt han i forvejen led af en hjertesygdom.

B.T. følger sagen...