En 43-årig mand er torsdag afgået ved døden i Hirtshals i en arbejdsulykke. Han blev klemt ihjel mellem nogle rør, der væltede ned over ham.

Det oplyser Nordjyllands Politi til B.T.

Vagthavende ved politikredsen, Thomas Ottesen, oplyser, at arbejdsulykken skete ved rederiet Smyril Line, der ligger ved havnen i Hirtshals.

Her skulle der transporteres nogle rør, der hver især har en vægt på op mod et ton, fra et sted til et andet.

Rørene skulle fragtes via en transportvogn, men af uforklarlige årsager faldt rørene af og ramte den 43-årig mand, der stod ved siden af transportvognen. Ifølge Thomas Ottesen har der formentlig været tale om fjernvarmerør.

»Han kommer i klemme mellem de tonstunge rør og ligger fanget der. Der bliver hurtigt ringet efter hjælp, og der ankommer hurtigt politi og ambulance,« siger Thomas Ottesen.

»Han bliver fragtet til Aalborg Universitetshospital med politieskorte, men skaderne er simpelthen for voldsomme. Han bliver erklæret død 15.45.«

Det er sparsomt, hvad politiet derudover kan sige om ulykken. Ifølge Thomas Ottesen var den 43-årige alene på stedet, i det øjeblik ulykken skete.

Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt og foretager undersøgelser, der skal fastslå nærmere, hvad der er sket.

Den 43-åriges pårørende er underrettet.