42 grise døde efter lastbilbrand på motorvej
En grisetransport brød torsdag i brand på motorvej. 17 grise døde på stedet, og 25 grise måtte aflives.
En grisetransport brød torsdag i brand på motorvej. 17 grise døde på stedet, og 25 grise måtte aflives.
Der var 645 grise i en grisetransport, der torsdag brød i brand på Sønderjyske Motorvej, og 42 af de grise døde.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på et pressemøde fredag ifølge tvSyd.
Hændelsen fandt sted torsdag middag og spærrede i flere timer E45-motorvejen i sydgående retning ved afkørslen ved Kliplev.
17 af grisene døde på stedet af deres skader.
De overlevende grise blev omlæsset og transporteret videre til en midlertidig stald, hvor de blev tilset af dyrlæger.
Efter tilsyn af de overlevende grise blev yderligere 25 aflivet, skriver mediet.
Politiets indledende undersøgelser tyder på, at et defekt og overophedet hjulleje var årsag til branden, der bredte sig i anhængeren.
Selve branden blev slukket efter middagstid, men politiet var alligevel på stedet i flere timer for blandt andet at få overblik over, hvor mange dyr der var kommet til skade.
På grund af branden var også Sønderborgmotorvejen spærret, så man ikke kunne køre ind på E45 i sydgående retning.
Omkring klokken 16.30 torsdag var vejene igen fuldt farbare.
RITZAU