En 42-årig litauisk mand forsøgte sidste år at forlade Danmark med lasten fuld af tyvekoster – og det har nu kastet en dom af sig.

Manden er blevet idømt seks måneder ubetinget fængsel og et indrejseforbud til Danmark i seks år.

Han er blevet dømt for hæleri og forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Han modtog dommen.

Den 42-årige kørte 12. oktober sidste år i en varebil på Sønderjyske Motorvej i retningen mod Tyskland, da han blev standset og hevet ind til siden af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Og ved nærmere eftersyn var det ikke så lidt, man fandt.

En havetraktor, en større mængde elværktøj til professionelt brug, byggemateriale, isoleringsmateriale samt bildæk m.m., som patruljen mistænkte kunne stamme fra indbrud, hvorfor han blev anholdt.

Det viste sig, at genstandene stammede fra et indbrud begået Hedensted to uger før anholdelsen.

UKA Vest er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der tæller operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.