En 41-årig mand blev alvorligt såret, da han natten til torsdag blev stukket ned med kniv.

Episoden foregik på Arnesvej i københavnerbydelen Brønshøj.

Her kom to mænd kort efter midnat op at toppes i noget, som politiet betegner som 'et drikkelag'.

»Vi ved ikke, hvad konflikten gik ud på, eller hvad der er gået forud for knivstikkeriet,« fortæller den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Henrik Stormer.

Trods sine skader formåede offeret dog selv at flygte ud af lejligheden og slå alarm.

På det tidspunkt var der overhængende fare for hans liv.

»Han har været i livsfare, men nu meldes han uden for livsfare,« siger Henrik Stormer.

Politiet anholdt en 45-årig mand i lejligheden, som fremstilles i grundlovsforhør i løbet af torsdagen. Han vil blive sigtet for 'kvalificeret vold'.