En 41-årig mand er fredag ved Retten i Lyngby blevet idømt fem måneders fængsel, hvoraf to måneder skal afsones, i en sag, der blandt andet drejer sig om blufærdighedskrænkelse af flere piger.

Manden var tiltalt for i alt 23 forhold, der hovedsageligt drejer sig om blufærdighedskrænkelse.

De alvorligste forhold drejer sig om, at manden fik kontakt med mindreårige piger på platformene Skype og Omegle, hvor de chattede om seksuelle emner.

I nogle tilfælde fik han pigerne til at vise krops- og kønsdele og skærmoptog og gemte videomaterialet, ligesom han onanerede i pigernes påsyn.

Han er dømt for fem forhold af denne karakter, der er begået mellem 2014 og 2016. I et af forholdene er manden dømt for blufærdighedskrænkelse af mindst 40 piger.

Disse forhold erkendte manden i store træk på et retsmøde tidligere på ugen.

Den 41-årige er også dømt for at have taget billeder af kvinders underliv under kjoler eller nederdele i smug. Det skete blandt andet på metro- og S-togsstationer, i supermarkeder og på mandens arbejdspladser - heriblandt nyhedsbureauet Ritzau, hvor den nu dømte arbejdede frem til 2017.

Der er ikke nævnt andre arbejdspladser i sagens anklageskrift.

Flere andre kvinder er også blevet blufærdighedskrænket og forsøgt blufærdighedskrænket med billeder under deres nederdele eller kjoler.

Til det brugte manden en app ved navn C-eye, som er en app, der kan tage billeder eller optage, mens telefonens skærm er slukket.

Det er sket mellem 2013 og 2023.

Manden er også dømt for at have besiddet og udbredt seksuelt materiale med børn i to tilfælde i 2021 og 2022. Han har udbredt i alt ni film på kommunikationstjenesten KIK Messenger.

Det var på grund af mandens aktivitet på kommunikationstjenesten, at politiet kom på sporet af sagen.

National Center for Missing and Exploited Children (NCMEC), der er en amerikansk nonprofitorganisation, der blandt andet arbejder for at stoppe spredning af overgrebsmateriale med børn, anmeldte sagen til politiet.

I marts 2023 ransagede politiet mandens bopæl og fandt optagelser og billeder, som nu af Retten i Lyngby er vurderet til at være blufærdighedskrænkelser.

Domsmandsretten har valgt at frifinde manden for to af de i alt 23 forhold. I de forhold var manden tiltalt for at have opsat et skjult kamera på et badeværelse og have filmet to kvinder.

Det skete i 2007 og er dermed faldet for forældelsesfristen.

Ud over fængselsstraffen er manden blevet idømt et kontaktforbud, så han over internettet ikke må tage kontakt til børn under 18 år, som han ikke kender.

Han skal desuden betale godtgørelse på mellem 2000 og 10.000 kroner til ti af sagens ofre.

Han har taget sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

/ritzau/