Politiet har anholdt yngre mand fra Skive halvanden kilometer fra det hus, hvor 41-årig blev stukket ihjel.

Holstebro. En mindre sammenkomst i Bjerringbro har natten til torsdag fået fatale følger for en 41-årig mand.

Manden blev dræbt af knivstik i sit hjem i Bredgade, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, som fik alarmen lidt før klokken to.

Allerede halvanden time efter forbrydelsen anholdt politifolk en af deltagerne i sammenkomsten, en 21-årig mand fra Skive, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Han blev anholdt cirka 1,5 kilometer fra Bredgade, og da var han i besiddelse af den kniv, som politiet formoder kan være brugt ved forbrydelsen.

Han var til fods, da betjente pågreb ham, oplyser politikommissær Poul Fink.

- Han blev spottet på gaden, siger han.

Oprindeligt var tre eller fire personer til stede i det ældre parcelhus på Bredgade. Man drak sammen.

En af deltagerne besluttede sig dog for at forlade huset, da det trak op til tumult mellem den senere afdøde og den yngre mand fra Skive, fortæller politikommissæren.

Poul Fink vil torsdag formiddag ikke gå i detaljer med sagen, men han fortæller, at den 41-årige var død, da betjentene nåede frem.

Efter anholdelsen blev den 21-årige kørt til politistationen i Herning. Om han nægter sig skyldig i manddrab, eller hvad han har fortalt ved den indledende afhøring, ønsker politikommissæren ikke at udtale sig om torsdag formiddag.

Klokken 14 stilles den anholdte for en dommer i Viborg.

/ritzau/