Natten til tirsdag rykkede Fyns Politi ud i Vollsmose, da en gruppe på omkring 40 maskerede mænd skabte en utryg stemning i området.

»Vi kommer derud, og personerne kommer med de sædvanlige råb efter politiet. De er provokerende i deres fremfærd,« siger vagtchef hos Fyns Politi Kim Munksgaard til BT.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Han fortæller, at politiet i løbet eftermiddagen oplevede 'flere bølger af uroligheder' i området, men at urolighederne først spidsede til omkring midnat.

»Der bliver kastet med sten mod en patruljevogn. Betjentene kan ikke se, hvem der kaster dem,« siger vagtchefen.

Betjentene på stedet vælger at anholde fem af de værste af urostiftere, og det fører til at uroen stopper.

De fem personer, der er mellem 19-30 år, er sigtet for gadeuorden af politiet. De er alle kendt af politiet i forvejene.

Muligt resultat af aktion tidligere på dagen
Mandag morgen blev fire personer anholdt af Fyns Politi i forbindelse med opbevaringen af 42 kg hash, som blev fundet i Vollsmose 3. februar i år. Alle i den sag har relationer til bandemiljøet.

Hvorvidt urolighederne i boligområdet senere på dagen har noget at gøre med anholdelserne af de fire personer, kan politiet ikke udelukke:

»Det kan ikke afvises, at det har en sammenhæng med de anholdelser,« slutter vagtchefen.