40-årig mand sigtet for drabsforsøg efter tumult i Vildbjerg
Ifølge lokalpolitiet i Herning blev en mand i Vildbjerg stukket med kniv i halsen, ryggen og brystet.

Ifølge lokalpolitiet i Herning blev en mand i Vildbjerg stukket med kniv i halsen, ryggen og brystet.

En 40-årig mand fremstilles onsdag klokken 13.00 i et grundlovsforhør i Retten i Herning.
Han er sigtet for forsøg på manddrab, efter at politiet klokken 03.42 fik en anmeldelse om knivstikkeri i Vildbjerg vest for Herning.
Det oplyser Gert Svendsen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Herning til Ritzau.
Ifølge politiassistenten var to mænd kommet op at slås i en lejlighed, hvor en kniv blev involveret.
Her blev den ene mand stukket flere gange i halsen, ryggen og brystet.
Manden var i livsfare efter knivstikkeriet og blev kørt på sygehuset. Han er sidenhen i stabil tilstand, lyder det fra Gert Svendsen.
Politiet har endnu ikke identificeret den forurettede og kan derfor ikke oplyse, om de to mænd kendte hinanden.
Det fremgår heller ikke, hvad der skulle have været gået forud for skænderiet mellem de to mænd.
Ifølge Herning Folkeblad har den 40-årige mand forklaret til politiet, at han ikke kendte den forurettede i forvejen.
Manden har også fortalt politiet, at han handlede i selvforsvar, skriver mediet.
Gert Svendsen oplyser, at politiet har teknikere ude på stedet i Vildbjerg for at efterforske sagen.
RITZAU